SAABYE P: Kalash

I den nordlige del af Pakistan, i den pakistanske del af Hindu Kush-bjergkæden, der strækker sig fra Afghanistan til Kashmir, ligger bjergdistriktet Chitral. I de tre dale, Rumbur, Bumboret og Birir bor Kalash folket.

Chitral blev først en del af Pakistan i 1969, 22 år efter at Pakistan og Indien blev delt. Indtil da var Chitral en prinsestat, et selvstændigt fyrstedømme, hvor familien ul-Mulk herskede i over 150 år, indtil Chitral blev indlemmet i Pakistan.

De vantros dal

Tidligere gik Kalash-dalen under navnet Kafirstan, som betyder de vantros dal eller hedningenes dal. Modsat resten af Pakistans befolkning er kaleshfolket ikke muslimer. De forguder i stedet deres forfædre og naturen og hilser f.eks. foråret velkomment med dans og musik.

I dag er der kun omkring 3.000 af kaleshfolket tilbage i de tre isolerede dale på grænsen til Afghanistan. Mange har med årene konverteret til islam - enten frivilligt eller efter pres fra omgivelserne.

Kalash-folkets eksakte oprindelse er uklar og fyldt med myter. Selv siger de, at de er efterkommere af Alexander den Store, andre mener at kalash-folket har så mange ligheder med de gamle grækere, at de må nedstamme fra den græske/makedonske konge. Der er bl.a. græske aftryk i deres sprog, udseende, deres byggestil og deres drikkevaner. Kalash-kulturen består af mundtlige overleveringer; der er ingen nedskreven historie.

Bolig

Kaleshfolkets huse er lavet af træ og sten, de bruger ikke nogen form for maling. Husene er kulsorte, pga. af soden fra det afbrændte træ de bruger, til at tilberede deres måltider og til at holde deres huse varme.

Multi-etagers husene er bygget ved hjælp af træsøjler og stenvægge, der understøttes af trapper i træ. Udskæringerne på træsøjlerne er rigt detaljerede og nogle af de bedste eksempler på Kalash håndværk.

‘Bashali'

Kalashfolkets traditioner er anderledes end muslimernes. F.eks. arbejder kvinderne på lige fod med mændene. En anden forskel er deres forhold til kroppen; Kvinder betragtes som urene når de menstruere, samt når de skal nedkomme. Kalashfolket gør en dyd ud af renhed i hjemmene, og derfor bliver kvinderne gemt af vejen, når de er i deres ”urene” faser. De skal derfor opholde sig i et specielt ”menstruationshus” kaldet "Bashali', i de dage de menstruere. Fødende kvinder, skal være i menstruationshuset tyve dage efter en fødsel.

Ingen mænd får lov til at kommer i nærheden af, eller endda røre murene eller dørene. Kvinder der er begrænset til at opholde sig i "Bashali", bruger deres tid til at sladre, og lave forskellige former for kunsthåndværk/arbejde. De får mad af deres familier, men ingen rører dem under deres ophold i det afsondrede hus.

Selvom kvinder betragtes som urene under barnets fødsel og menstruation, bliver de ikke set ned på. Kaleshfolket har liberale synspunkter og ikke sætter nogen begrænsninger for deres kvinder. Pigerne foretrækker kærligheds ægteskaber og kan frit vælge deres partnere, selv uden tilladelse fra deres forældre. De har også ret til skilsmisse. Det er sågar almindeligt at kvinder, der allerede er gift løber bort, og bliver gift med en anden mand! Det sker ved at kvinden skriver et brev, hvori hun fortæller, hun vil gifte sig og beder om dobbelt værdipapirer givet til hende af hendes tidligere mand.

Religion

Kalashfolket har deres egen religion, de tror på forskellige guder, de er polyteister og naturen spiller en stor rolle i deres opfattelse. De har en gud for krig, en for afgrøder, en gudinde for "indre" liv, en for frugtbarhed. Deres guder har helligdomme, hvor der ofres geder, køer, får og heste. Vin betragtes som en hellig drik.

I sommermånederne, bliver de præpubertere drenge sendt op i bjergene, hvorefter det forventes de kommer tilbage rene og sunde(ved at drikke gedemælk).. jo højere bjergbestigning jo renere dreng!

Sang og dans for de døde

Kalashfolket griber enhver chance for at danse og synge, selv når nogen dør i familien. Selvom de nære familiemedlemmer er i sorg, skal de sørge for at den afdøde bliver fejret på behørig vis.

Alle folk fra de tre dale bliver underrettet om dødsfaldet. Den afdøde bliver lagt i en åben kiste på kirkegården, hvorefter kvinderne i familien sidder omkring den afdøde, med deres ansigt dækket af deres hår, mens resten af folket danser og fester rundt om den afdøde.
Hver gang en ny gruppe af mennesker kommer for at deltage i festlighederne, affyres et pistol skud op i luften for at melde deres ankomst. Så står en af dem i nærheden af kisten og begynder at fortælle historier om det liv som afdøde havde. Så snart han er færdig, genoptages dansen og samme praksis fortsætter i to til tre dage.

Omkring 30 til 40 geder aflives i løbet af de 2-3 dage festlighederne varer. En Kalash bliver derfor fattigere, hvis nogen dør i hans familie, fordi han er nødt til at holde overdådige fester og ofre sine geder. Der er et ordsprog der siger, at »når en Kalash bliver begravet bliver hans rigdom gravet ud, og når han er i live er hans rigdom er begravet«.

Den afdøde forbliver i den åbne kiste på kirkegården (hvilket betyder der ikke altid lugter lige godt omkring kirkegården!) Deres personlige ejendele såsom økse, kniv og pistol bliver lagt ved graven. Kaleshfolket mener det vil bringe onde ånder med tilbage, hvis de tager den afdødes ting med hjem.

Bahuk Lake (den hellige sø) Kalashifolket tror, at deres sjæle går til denne sø efter døden. Denne sø har omkring 1200 år gamle cedertræer

Kvinder i sorte klæder

De sorte klæder som Kalash kvinder bærer, har deres helt eget særpræg og illustrerer en stærk tilknytning til deres kulturer og traditioner.
Klæderne er lavet groft vævet stof, ofte ned farvestrålende, smukke og detaljerede broderier.
Kvinderne fletter deres hår i 5 fletninger og ifører sig en hovedbeklædning der er dekoreret med skaller, knapper, perler og en stor farverig fjer.

Hovedbeklædning

Festivaler

Kalashfolket er muntre, sjove, kærlig og vittige af natur. De elsker dans og musik og bruger meget tid på, at markere og fejre forskellige begivenheder. Kvindelig kalash-folkedans er meget berømt.

Nogle af de vigtigste festivaler er:

Joshi festivalen; foregår sent i maj. Under festivalen ofrer kalashifolket mælk, der er gemt ti dage før festivalen starter. Hovedtemaet for at fejre festivalen er at ære feer og for at beskytte geder og hyrder fra enhver årsagssammenhæng, før de forlader dalen for at græsse.

Husene bliver fint dekoreret af kvinderne og pigerne i hele dalen. De tilbeder gudinden Jestak, som de mener, vil beskytte deres børn og hjem. De drysser mælken på gudinden. Det vigtigste sted under festivalen er byen "Rumbur", hvor stammehøvdingene er samlet, og de ofrer geder for deres guder.
Kvinderne bærer deres traditionelle sorte gevandter, deres farverige halskæder og "cowries"hovedbeklædning og danser i kreds. Senere deltager mændene også i dansen. Denne festival varer i fire dage.

Uchal Festival; fejres i starten af august, når høstens sæson af hvede og byg starter. Det er hovedsageligt i byen "Rumbur" og "Bumboret" der festes, med dans og aktiviteter for og af unge piger og drenge.

Phoo Festival; fejres i august og kun i byen "Birir". Når høsten af druer og valnødder er i hus, samles alle for at dele glæden. Det er også det tidspunkt, hvor hyrderne kommer tilbage fra græsgangene.

Chomos festivalen; foregår midt om vinteren og starter omkring midten af december. Den markerer afslutningen af året og høsten, der danses, synges, spilles musik og der ofres mange geder.

Dette er den mest berømte festival i Kalash dalen. Festivalen hylder udødeligheden hos mennesket, levende som døde, for at beskytte afgrøder og geder fra ulykker, og for at rense landsbyer og dale i fremtiden. En fakkel tændes og en procession ledes fra de nærliggende landsbyer til byen "Charsue", hvor en stor fest afholdes. På dette tidspunkt foregår de fleste af festlighederne indendørs, hvor den lokale vin nydes samtidig med at der danses. De ældre og stammelederne sidder ved bakketoppene og venter på at solen skal stige op, hvilket erklærer starten på det nye år.